Aktuelt
Nyheder

Åbent optag på Teologi for Voksne

Der er nu optag på Teologi for Voksne med opstart i 2020.

For 5 år siden begyndte et nyt tiltag i Haderslev Stift, som man kaldte "Teologi for Voksne". Der blev sammensat et forløb over 3 år, med undervisning 8 lørdage årligt. 

Der er ca. 30 kursister på hvert hold. Det første hold blev lynhurtigt fuldtegnet. Og siden har der været en stor interesse for at følge undervisningen. Ideen var at få en større viden om tro og tænkning, kirke og bibel. Der undervises derfor i klassiske teologiske emneområder som Gammel og Ny Testamente, kirkehistorie og dogmatik, idehistorie og religionsfilosofi, så man får større indsigt både i teologiens verden og den kultur vi er dannet af. Hver undervisningsgang afsluttes med at inddrage etik og aktuelle temaer. 

Det koster kr. 1.200 årligt at være med. Kurset finder sted i og omkring Domkirken i Haderslev, og her begynder vi hver gang med morgensang. Der er nu åbnet for 2020 optag.

Kurset arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet og får støtte fra stiftsrådet og alle provstier. Kursusleder er præst og teologisk konsulent Bent Andreasen, og en række dygtige præster er undervisere: Karsten Nissen, Ray Jones, Christian Licht, Lars Ole Gjesing, Anders Kingo og Henrik Vestergaard Jørgensen.

Foto: Michael Tungelund

Sommeruniversitet og rejse

Der bliver igen et sommeruniversitet i Haderslev i dagene 13.-16. juni 2019. Program foreligger til februar. Og i 2020 arrangeres en stor rejse til Israel/Palæstina - det land, hvor tre religioner har deres helligsteder: jøderne, de kristne og muslimerne - med de spændinger det har givet historisk og aktuelt. Rejsen er planlagt fra 14.-24. maj 2020 og udbydes af Teologi for Voksne sammen med Betlehems Venner og Unitas Rejser er arrangør. 

Udover besøg på udvalgte historiske og bibelske steder vil turen også give et møde med palæstinensere og den lille lutherske kirke i Betlehem, så vi bliver klogere på det konfliktfyldte liv i et land, hvor man lever sammen – og adskilt. 

Rejseledere bliver Bent Andreasen, Vita Andreasen, formand for Betlehems Venner og Leif Vestergaard, præst og underviser på TFL Århus og erfaren rejseleder. Program og pris kan først lægges fast ca. 1 år før, men interesserede kan allerede nu sikre sig at få programmet tilsendt, så snart det foreligger, ved at sende en e-mail til Bent Andreasen eller ringe på telefon 5185 4797.

- Bent Andreasen.