Aktuelt
Nyheder

70-året for første kvindelige præster markeres 

28. april er det 70 år siden, at landets første kvindelige præster blev ordineret. Det markeres i Odense Domkirke, hvor ordinationen fandt sted. Marianne Christiansen er blandt deltagerne i en samtale om betydningen af kvinders adgang til præsteembedet.

De tre første kvindelige præster blev ordineret i Odense Domkirke den 28. april 1948. Fra venstre biskop Hans L. Øllgaard og præsterne Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen. Foto: Odense Stadsarkiv 

Den 28. april 1948 fik folkekirken sine første kvindelige præster. Det skete ikke uden kamp. Debatten havde bølget i årtier både i Rigsdagen og i folkekirken. Var det i strid med Guds vilje, at kvinder blev præster? Var det imod traditionen? Ville det betyde, at folkekirken ikke kunne have et fællesskab med andre landes kirkesamfund?
"Det kom ikke af sig selv, at kvinder fik adgang til at blive præster. I dag anser vi det for naturligt, at begge køn kan trække i præstekjolen, men der var folk, der måtte slås for sagen. Det skal vi huske, og derfor synes jeg, at 70 årsdagen er værd at markere."
Det siger Gabriella Dahm, der er præst i Hjallese. Hun står sammen med to kollager, Sigrid Hougaard, Fredens Kirke og Anne Marie Krogh Kristensen, Nørre Aaby Kirke, for et arrangement, der markerer 70 året for ordination af de første kvindelige præster.

Her vil biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, og biskop Marianne Gaarden, Lolland-Falsters Stift, blandt andet give deres bud på, hvordan kvindernes adgang til præsteembedet har præget folkekirken og forholdet mellem kirke og samfund.

Arrangementet er åbent for alle, og der er ingen tilmelding. Arrangørerne håber, at både præster, menighedsrådsmedlemmer og andre interesserede møder op i Odense Domkirke lørdag den 28. april kl. 9.30.

Seminarets program:

09.30-10.15: Gudstjeneste v. sognepræst Sigrid Hougaard, Fredens sogn, Odense


10.15: Pause med stående kaffe i Skt. Knudsalen, Odense Domkirke


10.30: ”Der skal jo nogen til det værste” I 1948 forestod Fyns biskop Hans Øllgaard den først ordination af kvinder til præsteembede i den danske folkekirke i Odense Domkirke. Forud var gået årtiers diskussion af både teologisk, kirkepolitisk og ligestillingspolitisk art. Biskop Øllgaard kom med ovenstående lakoniske bemærkning i den anledning.

v. lektor Marianne Rasmussen, medforfatter til bogen ”Se min kjole”, 1998.


11.05: ”Betyder år 1948 noget i kirkehistorien og Danmarkshistorien? Hvordan har kvinders adgang til præsteembedet præget folkekirken og forholdet mellem kirke og samfund? ”

Samtale mellem biskop Marianne Gaarden, Lolland-Falsters stift, og biskop Marianne Christiansen, Haderslevs stift. Moderator: biskop Tine Lindhardt, Fyns stift.


12.05: ”Salmer efter 1948: Kvindelige salmedigtere”. Med udgangspunkt i egne salmer overvejer foredragsholderen, om der er sket en ændring og en fornyelse af ord, klang og teologi

v. salmedigter og teolog Lisbeth Smedegaard Andersen


12.35: Afrunding

Massiv pressedækning
Andre biskopper havde sagt nej til at ordinere de første kvindelige præster, men biskoppen i Odense, Hans L. Øllgaard, påtog sig opgaven. Ordinationen fandt sted i en fyldt domkirke og med massiv pressedækning.
Øllgaard talte om, at påskeevangeliet først blev forkyndt for de kvinder, der kom ud til graven påskemorgen. Han mindede om, at kvinderne var de første vidner om Jesu Opstandelse, og at det var kvinderne, der fik til opgave at forkynde påskeevangeliet for disciplene.
Indre Mission med flere opfordrede i tiden efter ordinationerne til, at man ikke gik i kirke hos kvindelige præster - og da slet ikke til alters - og kvindelige præster havde ikke adgang til at tale i Indre Missions huse. 

Stille og roligt i gang
Kampen var ikke slut, men for de ordinerede kvindelige præster gik arbejdet stille og roligt i gang. En af dem arbejdede på Fyn. Edith Brenneche Petersen blev hjælpepræst i Nørre Åby og Indslev på Fyn, og senere blev hun en populær kaldskapellan ved Fredens Kirke i Odense.

Da hun døde i 1973, var der op imod 50 kvindelige præster, og i dag er der flere kvindelige end mandlige præster i Danmark.

Læs mere om de første kvindelige præster


Tekst: Fyens Stift