Nyt fra stiftsråd og udvalg
Nyheder

Debatmøde: Er vi bange for religion i det offentlige rum?

Hvordan håndterer vi religion i en tid, hvor forskellige religioner og livssyn lever side om side? Haderslev Stifts udvalg for folkekirke og religionsmøde inviterer nu både politikere, offentligt ansatte, præster og alle andre interesserede til debatmøde om religion i det offentlige rum. 

Abdinoor Adam, jobrådgiver i Odense Kommune 

Niels Erik Søndergård, medlem af Regionsrådet (DF) i Region Syddanmark

Annette Bennedsgaard, provst i Horsens og formand for Stiftssamarbejdet Folkekirke & Religionsmøde

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten 

"Forbud mod tørklæder på sygehuse" og "frikadellekrigen om svinekød i børnehaver". Mens det multireligiøse samfund i perioder trækker både mange og store overskrifter i medierne, arbejder folkekirken mere upåagtet og langsigtet med de særlige udfordringer, der er forbundet med at være kirke i et samfund, der i stigende grad er præget af forskellige religioner og livstydninger.  
Et udslag af dette arbejde er det debatmøde, som det lokale Stiftsudvalg for folkekirke og religionsmøde nu inviterer til. Det finder sted tirsdag den 3. oktober. Overskriften lyder: "Er vi bange for religion i det offentlige rum?", og der er lagt op til en livlig debat. Efter en optakt ved Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, holder John Christiansen, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, oplæg om, hvilken rolle religion spiller i sundhedssektoren, og hvorvidt religion skaber opgaver eller konflikter. Hans oplæg efterfølges af en paneldebat mellem biskop Marianne Christiansen og Niels Erik Søndergård, der repræsenterer Dansk Folkeparti i Regionsrådet i Region Syddanmark. Dansk Folkeparti udfordrede sidste år netop kvinders ret til at bære religiøse tørklæder i sundhedsvæsnet. 
Efterfølgende fortæller Abdinoor Adam, jobrådgiver i Odense Kommune, om hvordan kommunerne ser på religionens plads i de kommunale institutioner, og efter endnu en paneldrøftelse fortæller formanden for Stiftssamarbejdet Folkekirke & Religionsmøde om pejlemærker for tilpas religion i det offentlige rum.
Læs flere detaljer i invitationen her. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig af hensyn til den forplejning, der bliver serveret undervejs. Tilmelding på dette link.