 |
|
|
|
|
 |
|
|
|
Valggrupper
Menighed møder menighed
ved Hanne-Birgitte Beyer Kristiansen, provst i Hedensted Provsti
Tag af sted og gå til gudstjeneste hos en anden menighed. Sådan lyder stiftets opfordring.
Hvad sker der, når vi får gæster? Pludselig får vi øje på nullermændene i krogene, men bliver måske til gengæld ekstra taknemmelig for de ting, vi glæder os til at vise frem. Når det er os, der er gæster, spejler vi os i de andres virkelighed. Begge dele skærper blikket.
Med udgangspunkt i stiftsprojektet ’menighed møder menighed’ ser vi på gevinsterne ved at få øje på gudstjenesten på ny. Hvad får vi øje på? Hvad glædes vi over, og hvilke muligheder er der?
Når menigheden begynder at tage ansvar for gudstjenesten som menighedens egen (ikke præstens, de ansattes eller menighedsrådets), så skaber det engagement og grobund for kirkens liv og vækst.

Vi holder gudstjeneste selv
ved Susanne Thorning, Thomas Damgaard og Asta Broesby-Olsen
Tre personlige oplæg danner baggrund for en dialog med workshoppens deltagere om de muligheder og udfordringer, der er for menigheden ved selv at påtage sig ansvaret for gudstjenesten.
I 2007 foreslog Svenstrup Menighedsråd – og fik biskoppens velsignelse til – at holde nogle af gudstjenesterne selv, når præsten var fraværende.
Vi tre, der har været med fra starten, vil hver fra egen synsvinkel fortælle om vores erfaringer og lægge op til diskussion.
Susanne Thorning vil fortælle om liturgien i menighedsgudstjenesten. De forskellige overvejelser vi har gjort os om salmevalg, tekstlæsninger, trosbekendelse, nadver, velsignelse, m.v.
Thomas Damgaard vil fortælle dels om hvordan det er at være menighed ved en menighedsgudstjeneste, dels om rollen som "den anden medvirkende" ved gudstjenesten.
Asta Broesby-Olsen vil indlede workshoppen med at fortælle om det særlige ved Svenstrup Kirke og herudover fortælle om prædikenprocessen. Hvordan det opleves, når man arbejder med søndagens tekst.
Techno, sms og halloween – Unge og gudstjeneste
ved Thomas Hougesen, ungdomskonsulent i Den danske kirke i Sydslesvig, og Iben M. Davids, sognepræst, Brændkjærkirken i Kolding
Techno, sms, halloween og rollespil er alle ord, der kan forbindes med gudstjeneste, når det drejer sig om at lave gudstjenester for og med unge af i dag.
Denne valggruppe vil gerne give deltagerne en oplevelse af, hvad unge og gudstjeneste er, og hvordan inspirationen fra ungdomskulturen er en gevinst ind i en gudstjenestesammenhæng.
Hvorfor holder vi temagudstjenester?
ved Tove Bjørn Jensen, sognepræst i Vejle, og Dennis Voss Steensgaard, ungdomsgadepræst i Esbjerg
Et oplæg om tankerne om og bag temagudstjenester. Vi dykker ned i gudstjenestens rødder og overvejer, hvordan vi inddrager menigheden, hvordan liturgien formes og hvordan kommunikationen foregår i en temagudstjeneste.
De to oplægsholdere er medlemmer af en arbejdsgruppe i stiftet, der har arbejdet med teologien i temagudstjenester.
Bønner til hverdagsbrug
ved Kirsten Jørgensen, sognepræst i Kerteminde
Hvad kan man tillade sig at sige til Gud? Hvad må man bede om? Må man grine, når man beder?
Kirsten Jørgensen har i flere år arbejdet intenst med at skrive nye bønner. I 2008 udkom hendes egen bog "Mellemværende" og i 2011 "Himlen i mine fodsåler", som hun har redigeret i samarbejde med teologer og litterater og som samler moderne bønner af mange forfattere.
Bønnerne er til hverdagsbrug og kaldes af nogle for nybrydende og forfriskende, andre synes, de er respektløse. De er i hvert fald ikke ligegyldige!
Jesus i gravhaven
ved Elof Westergaard, formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, provst (i Silkeborg) og forfatter
Gravminder fortæller om de afdøde, men de har gennem tiden også skildret såvel troen som håbet. De sidste halvtreds år oftest i en mere afdæmpet form, som afspejler vores tid.
På hvilken måde er Jesus så blevet fremstillet på disse gravminder? Hvilke Jesus-billeder viser de?
Elof Westergaard vil i denne workshop vise eksempler primært fra dansk kirkegårdskultur, men også med et udblik på traditioner fra Sydeuropa.

Den menneskelige gudstjeneste
ved Anita Hansen Engdahl, lektor ved Pastoralseminariet i København
Hvad enten vi kommer til gudstjeneste som kirkegængere, menighedsrådsmedlemmer, præster eller personale, har vi hver vores opfattelse af, hvad den gode gudstjeneste er og bør være.
Dette mangfoldige syn på gudstjenesten bliver ofte set som et problem, der kun kan løses ved at udbyde mange gudstjenesteformer. Mangfoldigheden kan imidlertid også anskues som det vigtigste redskab i arbejdet med udvikling af søndagens højmesse, så den i højere grad end nu bliver menighedens fælles gudstjeneste, som flere kan finde plads i og føle medejerskab for.
Workshoppen vil se på, hvordan man gennem strukturerede samtaler får blik for, hvad "den gode gudstjeneste" er; hvordan man afdækker og undgår gudstjenestens "systemfejl" og hvilke rituelle strategier, man med fordel kan gøre brug af for at udvikle både højmessen og andre gudstjenester.
Oplægget inddrager særlige danske erfaringer, men tager udgangspunkt i bøgerne: - Martin Modeus: "Menneskelig gudstjeneste – om gudstjenesten som relation og ritual", Alfa 2007
- Fredrik Modeus: "Mod til at være kirke", Alfa 2011
Jesus skal ses i biografen
ved Henrik Bækgaard, seminarielektor, cand.theol.
De leder efter hellige graler. De ofrer deres liv for menneskeheden. De slås med engle. De bløder på kors. De breder helhed. De rækker barmhjertighed.
Moderne filmskuespillere får ikke lov at glemme den kristne kode og de fortællinger og symboler, der knytter sig til den. Og moderne film hjælper os på den måde med at huske dem.
Ofte opdager vi det ikke i biografens mørke – at vores kulturs grundfortællinger og grundsymboler er på spil. Måske skyldes det, at vi glemmer at medbringe koden og have det religiøse nøglebundt med sammen med popcorn og cola.
Workshoppen forsøger at genopfriske koden og dirke filmenes religiøse symbolsprog op. Vi skal opleve og arbejde med masser af eksempler på, at kristendommens kernebegreber ustandselig er på færde – i film som f.eks. The Matrix, The Fisher King, Ringenes Herre, Armageddon, Djævelens Advokat, Breaking the Waves, Pinocchio, Toy Story 3 og mange flere.
"Kan vi have noget imod det, at alle bliver frelst?"
ved Kaj Mogensen, tidligere sognepræst i Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg
Titlen på workshoppen har jeg ikke fundet på. Den er et udsagn fra en ældre kvinde, der nok med baggrund i forkyndelsen af "dobbelt udgang" i min forkyndelse mødte håbet om "alle tings genoprettelse" og troen på, at Jesu Kristi forsonergerning har universel rækkevidde; det vil sige, at hele den skabte menneskehed til sidst vil blive frelst.
I workshoppen vil vi drøfte forholdet mellem læren om "dobbelt udgang" og håbet om "alles frelse". Vi vil tage nogle af de centrale bibeltekster frem, som kunne tyde på "dobbelt udgang" og nogle af dem, der udfolder håbet om genoprettelse og troen på, at Gud ved Jesus har forsonet alt med sig.
Temaet kan opfattes teoretisk, men det er også et eksistentielt anliggende for mange: - Er der et evigt pinested?
- Sætter Gud skel mellem frelste og fortabte?
- Hvad sker der, når vi dør?
Hvilket gudsbillede har vi?

Jesus i litteraturen
ved Marianne Frank Larsen, sognepræst, Herslev
Vi møder ham ansigt til ansigt i Selma Lagerlöfs vidunderlige Kristuslegender og i andre fortællinger, som digter videre på evangeliernes beretninger.
Men fokus i denne workshop kommer til at ligge på værker, hvor Jesus færdes i det skjulte. Fortællingen om hans fødsel, liv, gerninger, lidelse, død og opstandelse har nemlig så stor gennemslagskraft, at den altid har sat sig spor i litteraturen.
Således også i romaner fra det 20. og 21. århundrede, hvor vi finder fortællingen om den fremmede, der kommer fra et ukendt sted og forandrer tilværelsen for de mennesker, der tager imod ham. Om den lille, der skal tage kampen op mod de onde kræfter. Om den uskyldige, der bliver forrådt og gjort til syndebuk, og om den elskende, der har så stor kærlighed, at han sætter livet til for dem, han elsker. Måske finder vi oven i købet fortællingen om den døde, der bliver levende og får nyt liv til at begynde på ny.
Sammen vil vi undersøge brudstykker af romaner af Selma Lagerlöf, Kerstin Ekman, Linn Ullmann og andre for at se, om vi kan finde Jesus i litteraturen.

Når troen ikke flytter bjerge, men bjergene flytter ved troen
ved sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen, Aalborg
I sit arbejde som sygehuspræst har Ruth Østergaard Poulsen erfaret, at de fleste mennesker har – om ikke en tro, så dog et billede af Gud. Måske har billedet været fjernt i mange år, men det er der!
Når et menneske så kommer i krise, bliver billedet af Gud ofte aktiveret, men det sker også ofte, at det gamle billede af Gud ikke helt holder. Derfor vælger mange at "kvitte" Gud. Som en far til et alvorligt sygt barn formulerede det: "Når Gud ikke kan passe mit barn, så kan han passe sig selv!"
I den situation kan det være befordrende at finde mod til at bede på en ny og måske anderledes måde. At tale med Gud som ven med uven. Men det kræver et mod, som ikke alle har. Derfor har Ruth Østergaard Poulsen skrevet sin bønnebog som inspiration til at turde tale frit ud med Gud uden de fine fromme formuleringer. I sit oplæg vil hun fortælle om de forskellige billeder af Gud, som hun møder – og som blev baggrund for bogen.
Menneskesønnen
ved Peter Madsen, tegner, forfatter og filmskaber, Silkeborg
Ved hjælp af en række lysbilleder vil Peter Madsen give deltagerne et indblik i sin research og sine mange overvejelser under arbejdet med at skabe tegneserien Menneskesønnen, som siden 1995 er kommet i ikke færre end 150.000 eksemplarer. Han vil både vise eksempler på skitser og forarbejder og på det endelige produkt.
Peter Madsen vil også fortælle om processen med at "oversætte" Bibelens tekst til tegneseriens sprog. Og om sine forskellige forsøg på at sætte det rette ansigt på Jesus. Hvordan sikrer man sig for eksempel, at billedet bliver en tydeliggørelse og ikke en fastlåsning?
Han researchede blandt andet i Israel for at finde frem til den mest autentiske stil og fortællevinkel. Og den mest sande gengivelse af det bibelske miljø.
Den forvandlende kraft – Jesus i Markusevangeliet
ved Caspar Koch, skuespiller
Oplev Markusevangeliet i Caspar Kochs fremstilling.
Markus er dramatiker og fortæller. Med få ord skaber han sit drama. Handlingen ligger ikke kun i selve teksten, den ligger også imellem linjerne, fuldstændig som i et moderne manuskript.
Markusevangeliet er en af de store fortællinger, som bærer vores kultur. Men desuden indeholder det vores tro og er derfor mere end bare drama eller fortælling.
Caspar Koch fremstiller centrale dele af evangeliets tekst og indfletter sine egne kommentarer.

Kun i verden kan Kristus være Kristus - om Bonhoeffer
ved Caspar Koch, skuespiller
Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) var kendt i sin samtid som en meget skarp og kompromisløs teolog, og hans tanker om det religionsløse samfund, om næstekærlighed som et møde med Kristus og om at gå i Kristi fodspor har påvirket religiøse kredse både i Europa og USA.
Mindre kendt er hans politiske virke på de skjulte fronter i Tyskland umiddelbart efter den nazistiske magtovertagelse i 1933. Bonhoeffer var med det samme klar over rækkevidden af de ariske love, der skabte borgere uden rettigheder. I skrift og tale modarbejdede han den flodbølge af fremmedhad, der væltede ud over den tyske befolkning.
Det engagement kostede ham livet. Han blev fængslet i 1943 og henrettet få uger før krigens ophør. Den historie vil Caspar Koch fortælle.Han vil også fremdrage det meget smukke kærlighedsforhold, der udspillede sig mellem den næsten 40-årige Bonhoeffer og den purunge Maria von Wedemeyer. Det var medvirkende til, at han til det sidste kunne bevare sin menneskelige integritet.

At se Gud – om Jesus i kunsten
ved Bent Andreasen, teolog og højskoleforstander, Løgumkloster
Jeg er overbevist om, at kirkens billeder til alle tider har været en god hjælp for mennesker til at se det usynlige og til at begribe det ellers ubegribelige, uforklarlige og usandsynlige. En hjælp til at indse, at der er en virkelighed, som vi snarere – når vi møder den – må sanse og undre os over end forstå. Kunsten bliver væsentlig, hvor ordene slipper op. Og i det hele taget er det at SE et nøgleord i Det nye Testamente.
I gruppen her skal vi arbejde med Jesusbilledet i kunsten. Vi skal se udvalgte Kristusbilleder fra de ældste ikoner, vi kender, over middelalderens og reformationens billed
Vi vil arbejde både billedteologisk og grundlæggende med emnet og spørge: Hvad betyder billeder i kirkens rum i vores moderne tid? Og er der særlige krav, vi må stille til den kunst, der skal være i kirkens rum? Hvordan udtrykkes spændingen mellem det skjulte og det åbenbarede?
Og så vil vi møde en række spændende eksempler på ny kunst i danske kirker fra de sidste par årtier – og lægge op til en fælles samtale om emnet.
er og frem til de nyeste eksempler på moderne dansk kirkekunst hos kunstnere som Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Nørgaard, m. fl.
Vi som er søgende – salmer til moderne mennesker
ved Iben Krogsdal, forfatter, salmedigter, ph.d. i religionsvidenskab, m.m.
Workshoppen vil handle både om salmer og om den verden, vi lever i. I dag lever vi med nye former for glæde og angst, med nye udfordringer og muligheder; og vi er troende på nye måder.
Men hvad kendetegner egentlig det moderne menneske og hendes måde at tro på? Og hvordan kan man tale kristendom ind i det moderne menneskeliv?
Vi skal i workshoppen tale om, hvordan man kan skrive salmer i nutiden. Vi vil komme ind på, hvordan man kan formulere kristendommen med nye billeder, nye ord og metaforer. Men også på, hvordan man ved at tage udgangspunkt i det moderne menneskelivs problemer og spørgsmål kan bringe kristendommen – og kristen spiritualitet – ind i en hverdagslivssammenhæng på nye måder.
Undervejs skal vi synge en række af mine salmer – udgivet på forlaget Unitas i 2010.
Jesus til folket – om mission i Danmark
ved Carsten Korsholm Poulsen, undervisningskonsulent i Indre Mission, cand.theol.
Hvordan når vi ud til de mange, der aldrig eller sjældent kommer til kirken?
Vi skal se på nogle gode erfaringer – blandt andet det at invitere til et "kursus" i kristendom.
Vi skal også nå at øve os lidt og at dele vore egne erfaringer med hinanden.
|
|
|
|
|
|
 |