Reformationen 500 år
Nyheder

Prædiken: Teatret kan gøre os klogere på, hvad det vil sige at være menneske

Domprovst Torben Hjul Andersens prædiken ved gudstjenesten søndag den 10. september i Haderslev Domkirke - 13. søndag efter Trinitatis og tre dage efter den store teaterevent "Re-Formation - En sten fra hjertet" i domkirken. Kirken var fuld, og alle deltagerne fik en sten i hånden, da de gik ind.

"Det er meget tankevækkende, at denne beretning om Den barmhjertige samaritaner er prædiketekst netop den søndag, hvor vi har Stafet for livet. Der er sikkert en del herinde, som har taget en række runder. Der er noget livsbekræftende i, at kampen mod en alvorlig sygdom ikke udfolder sig i nedbøjet alvor, men i en folkefest med megen energi og liv. Stafet for livet – en indsats for livet. Det er bevægende at læse, hvad mennesker har skrevet på poserne med lys. Her er megen klage, meget bøn og først og fremmest megen tak. En indsats for livet.  

Livet kræver en indsats for livet. Det er noget af det, som Jesus understreger i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Ham den fremmede, ham ingen ville have noget med at gøre, var ham, der standsede og gjorde en indsats for livet. Og det her har intet med vores Stafet for livet at gøre, vil jeg skynde mig at understrege, for jeg bruger blot dette som en indledning og en påmindelse om, at der skal gøres en indsats for livet. Ja, Jesus spænder så at sige buen helt ud, så han understreger, at mit forhold til Gud ikke kan tænkes uden at mit forhold til min næste, mit medmenneske tænkes med.
Hvis man har hørt denne lignelse mange gange, så kan man let blive lidt sløv for det krævende udsagn, at mit forhold til Gud ikke kan tænkes uden at mit forhold til min næste tænkes med. Godt nok kalder vi det for det dobbelte kærlighedsbud, men det er ikke to adskilte søjler, hvor jeg i det ene kan forholde mig til Gud og i det andet kan forholde mig til min næste. Jesus understreger her det krævende, det skræmmende krævende; at det hænger sammen. Kærligheden til Gud kræver det hele og involverer det hele. 

Kan du høre dette uden at det på en gang lyder vidunderligt og samtidig skræmmende krævende? Du skal elske Gud og din næste som dig selv. Forholdet til Gud og forholdet til min næste hænger sammen. Gå du hen og gør ligeså.  


Begge fotos: Teatret Møllen. Fra generalprøven på forestillingen "Re-Formation - En sten fra hjertet" i Haderslev Domkirke.

Torsdag aften spillede Møllen og kunstnergruppen Vontrapp et stykke her i domkirken om Reformationen. Hovedtemaet var skam og skyld. Op gennem hele midtergangen var en lang scene, måske en meter bred og ca. 30 cm. Over gulvet. Midt i stykket blev det hvide stof over scenen trukket af og den stod i et flot rustfrit stål, som reflekterede lyset og spejlede dem, som var over det. 
Ved indgangen fik hver en sten. Den fyldte en hånd, så den havde en vis tyngde, og denne tyngde blev ikke mindre, da vi blev bedt om at flytte noget skyld og senere noget skam ned i stenen. Når vi som publikum blev bedt om at lade skyld og skam flyde ned i stenen, så blev den virkelig tung. Til sidst i stykket blev stenen taget fra os og lagt på den lange scene gennem kirken, og vi kunne gå ud og efterlade stenen i rummet. 
Smukt og bevægende, og jeg kom til at tænke på, om dette egentlig ikke kun kunne lade sig gøre, fordi teaterstykket foregik i en kirke. Ville vi kunne efterlade skylden og skammen i et teater? 

Teatret kan gøre os klogere på, hvad det vil sige at være menneske. Så at sige lade menneskelivets vej være reflekterende, som den lange scene var torsdag aften. Vi kan se på menneskelivet fra flere vinkler og lære om livets vilkår og muligheder. Og det er stort når det lykkes, så vi bliver klogere på, hvad det vil sige at være menneske. 
Men det er også teatrets grænse. Det var anskueliggjort meget tydeligt og meget ærligt i torsdags, for her oppe i koret sluttede scenen ved at gulvet blev rettet op i en 90 graders vinkel, så det stod lodret og dannede en ca. 3 meter høj mur midt i koret. Der var ikke lys på alteret, og det afgrænsende tov hang stadig foran alteret. Teatrets rum sluttede så at sige i den reflekterende mur.
Vi kan spejle os og vores liv; vi kan se på vores skyld og skam fra forskellige vinkler, men både synet og handlemulighederne standses inden for det menneskelige. Igen skal jeg understrege, at det er en stor gerning at gøre os klogere på menneskelivet. 

Men det risikerer altså at gøre os til spejlende væsener. Er jeg offeret, der er blevet slået ned. Er jeg præsten eller levitten – tempeltjeneren, der går forbi? Er jeg samaritaneren, der gør det, som skal gøres uden bagtanker – og er det nu helt uden bagtanker? Er jeg værten i herberget, som tjener på at passe den overfaldne? Jeg kan se på min skam og skyld, der ligger der på mit livs vej. Det kan meget let blive en spejlende refleksion, og dermed selvkredsende.

Det er det samme, som sker, når nogen søger at reducere kristendommen til, at det handler om, at vi skal være gode og rare ved hinanden. Så bliver kravet, moralen og det reflekterende let alt for stort – her i vores spejlende liv.  

Teaterstykket torsdag aften kunne glide over til at blive en gudstjeneste. Skuespillerne havde menneskelivets vilkår med vores skyld og skam, de havde afsløret sig selv og dermed os i at gå forbi, og lade livet gå forbi. Menneskelivets vej var tydelig – og så ville jeg gerne fortsætte i en gudstjeneste, hvor den afsluttende mur i koret blev lagt ned, tovet foran alteret blev fjernet, lysene tændt, så det, som spejlede sig i den rustfrie stålscene, var krucifikset, den korsfæstede Jesus. Han, der tog vor skyld og bar vor skam. Ham, der aldrig gik forbi. Sådan som vi lige sang: Da ved jeg vist, o Jesus Krist, du vil mig ej forlade.

Når muren er lagt ned og går helt hen til alteret, så ser jeg ikke mit eget spejlbillede, men så ser jeg den korsfæstede og opstandne frelser. Den usikkerhed, som mit eget spejlbillede kan give mig: Er jeg nu god nok? Handler jeg rigtig nok? Går jeg forbi eller standser jeg – og standser jeg så med et helt uegennyttigt motiv? De spejlende refleksioner er så mange, og de spærrer for det helt afgørende. 
Når det, som spejler sig i min livs vej, ikke er mig selv, men derimod den korsfæstede og opstandne Kristus, så kaldes vi til at have samme synsvinkel som Kristus, og han så altid på mennesket; det menneske, som har brug for hjælp – næsten. Han kæmpede for livet – også da det kostede ham livet.   

I indledningen til lignelsen gør Jesus så at sige sig selv til hovedperson. Mennesker har ønsket at se det, som I ser, og høre det, som I hører. For samaritaneren, der gjorde det, som ingen andre i lignelsen ville eller turde gøre, ligner ikke os, men ham, der fortalte lignelsen. Den overfaldnes næste, samaritaneren, ligner Jesus og dermed Gud selv. Dermed er vi måske fremme ved den, som vi først og fremmest ligner i lignelsen: Ham, der forslået ligger i grøften. Vi kan være forslået af livet, af sygdom, af mennesker, af tro på egne kræfter, af selvkredsen og meget andet. Ham, der er vores næste, standser og retter os op til livet på ny. Når vi ser, at det er ham, der standser og er næste for os, da kan vi rette os op og vende øjnene fra vort eget selvbillede og måske se, hvem vi kan blive næste for.  
Når det sker, er det hans billede, som spejler sig og vi sendes ud for at gøre en indsats for livet. Da kan vi sige Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,  du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn ..."


Torben Hjul Andersen, domprovst