Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Ny pilgrimsbog lægger op til camino-åbning

18. juni åbner Camino Haderslev Næs med en andagt i Haderslev Domkirke og en efterfølgende vandring på ca. 20 km på den nye camino. Men allerede nu kan man stemme sindet til vandring. Lørdag den 20. maj fejrer en reception på Aarø nemlig to bøger, der begge hænger sammen med caminoen.

"Undervejs med de syv pilgrimsord" er undertitlen på en af de nye bøger, der lørdag markeres med en reception på Aarø, og som begge relaterer til den nye camino - en vandre- og cykelsti på knapt 100 kilometer mellem de syv kirker på Haderslev Næs samt Haderslev Domkirke og Hertug Hans Kirke.
Jette Dahl, pilgrimspræst og stiftspræst i Ribe Stift for åndeligt søgende, er forfatter til bogen "Pilgrim på Camino Haderslev Næs". Hendes bog handler om, hvordan det at vandre med de syv pilgrimsord kan lede på vej til større sjælefred for det moderne menneske.
Den anden bog, "Julekirken på Årø", afslører bl.a., hvad hemmeligheden er bag navnet på den lille kirke. Og hemmeligheden er ikke, at den blev indviet i julen ...  
"Etapen på Aarø, hen til og videre fra fra øens kirke, må regnes for prikken over i'et, hvis ikke selve kronen på værket i vandringen rundt på Camino Næs," hedder det i den fælles pressemeddelelse om de to bøger.
Forfatter til bogen om julekirken er kirkehistoker og lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen.
Biskop Marianne Christiansen deltager i receptionen for de to bøger. Den afholdes på Aarø Vingaard lørdag den 20. maj kl. 14.