Reformationen 500 år
Nyheder

Hedensted Provsti fejrer 500-året med stort  sangprojekt

Frivillige voksenkor overalt i Hedensted Provsti øver i september på et fælles repertoire, der rækker fra 1500-tallet til 2016. Projektet slutter med en stor koncert i Løsning Kirke lørdag den 30. september.

Et usædvanligt kor-projekt er netop gået i gang i Hedensted Provsti. Her vil kirkernes frivillige voksenkor i september øve på det samme repertoire, der skal opføres på en stor fælles koncert i Løsning Kirke lørdag den 30. september. Det tværgående provsti-projekt hedder "Syng dig gennem 500 år" og omfatter salmer og mindre korstykker fra Martin Luthers egen "Vor Gud han er så fast en borg" over Bachs 1700-tals-koral "Jesus bleibet meine Freude" til en af de helt nye salmer af Iben Krogsdal: "Vor Gud du mærker vores sorg". 
"Det har været sjovt at planlægge og udvikle, men det er også en måde at gøre Reformationen tilgængelig, at man lytter til, hvordan sangen har udviklet sig. Og så er det et projekt, hvor man bliver inviteret ind til at være aktiv," siger tovholder, Anni Poldrugatsch, organist i Hedensted Kirke.
Voksenkoret i Øster Snede har haft første øveaften (billedet). De øvrige finder sted de sidste 10 dage op til koncerten lørdag den 30. september. Se datoer og steder her.
Koncerten består ud over de korstykker, der øves i september, af fællessang for alle i kirken. Konferencier og den, der binder alle trådene sammen ved selve koncerten, vil være Hanne-Birgitte Kristiansen, provst i Hedensted Provsti.