Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Bærbar historie om Reformationen

Et utraditionelt kollektiv af journalister og skribenter står bag et website om kunst, samfund, litteratur og historie. Her producerede to historikere i 2016 en meget rost serie om kongerækken. Den har de nu suppleret med fire udsendelser om Reformationen. De fire historier kan afspilles som podcast på smartphones.

"Netudgaven udfordrer de traditionelle mediers journalistik på nettet. I stedet for almindelige nyhedskriterier baserer Netudgaven sig på interessekriteriet efter devisen: Hvis det er interessant for skribenten, vil der også være interesserede læsere.
Netudgaven er et kollektiv af redaktører og skribenter, der frivilligt udforsker, udvikler og udfordrer journalistikken. Vi er altid i udvikling og hylder nye ideer."
Sådan præsenterer Netudgaven sig selv på det alternative medies hjemmeside. Her finder man blandt de ting, der både interesserer dem selv og os andre, en ny serie om Reformationen. Den kører i fire afsnit om:

  • Den unge Martin Luther skulle være jurist, men et heftigt tordenvejr fik ham efter sigende til at afbryde sine studier og gå i kloster. Her kæmpede han hårdt for sin fromhed, men efterhånden begyndte han at anse den katolske kirkes begreber om frelse og idéer for overfladiske.
  • Luthers kritik af afladshandelen nåede vidt omkring, da den blev oversat og masseproduceret. Kirken i Rom truede med at anklage ham for kætteri, men den tyske munk stod fast og intensiverede blot sine angreb på pavens autoritet.
  • Den kommende danske konge Christian III overværede Luther forsvare sine standpunkter og blev vildt imponeret. Da han efter en voldsom borgerkrig kom til magten i Danmark var reformationen en realitet i hele riget. Det fik vidtrækkende politiske og teologiske konsekvenser.
  • Reformationen resulterede i et utal forskellige kristne retninger, hvor Danmark fik sin helt egen variant i form af en grundlovsgivet folkekirke. 

De to historikere bag serien er Hans Erik Havsteen og Anders Olling (billedet i top). Find serien her eller download den til din smartphone via den podcast-afspiller, du normalt bruger. Søg på "Kongerækken".