Nyt om navne
Nyheder

Fra København til Hover og Grejsdal

Simon Nørgaard Skaugen, 32 år, er ny sognepræst i Hover og Grejsdal sogne. Han indsættes i Hover Kirke søndag den 16. april, men skal som nyuddannet ordineres allerede 14. marts.

Simon Skaugen

"Det bliver næsten ikke bedre".
Med de ord sammenfatter Simon Nørgaard Skaugen flere aspekter af sit nye embede i Hover og Grejsdal sogne. 
Den 32-årige nyuddannede teolog, der er vokset op som søn af en præst, bor i København og skal således flytte langt til sit nye job. Men han glæder sig:
"Jeg har jyske aner, og et embede i Jylland har bestemt ikke været ude af min horisont. Der er også mange ting at glæde sig over ved Hover og Vejle. Der er en dejlig kombination af smuk natur, lidt lavere puls end i København og alligevel alt det by, man kan ønske sig. På den private side tæller det også, at der er flere store sygehuse i nærheden - min kone er læge. Og så glæder vi os til, at vores søn kan opleve at gå med bare tæer i græs. Det bliver næsten ikke bedre."
Den nyuddannede teolog, der afsluttede Pastoralseminariet i december, har allerede nået at være i Hover flere gange og har herunder haft flere gode samtaler med både de øvrige ansatte og menighedsrådet:
"De er åbne og har masser af gå-på-mod. Det er i sin helhed et velfungerende sted."
Simon Skaugen glæder sig også til mødet med sognets børn og unge:
"Det er vildt krævende, fordi man bliver nødt til at forklare mange store ting på en ikke-banal måde. Tror du virkelig på, at Jesus gjorde vand til vin, og hvad betyder det, at Jesus døde på korset? Både en teologisk udfordring og pædagogisk spændende." 
Den kommede præst håber desuden at kunne bringe sine erfaringer med frivillighed i spil:
"Frivillige skaber et andet liv omkring kirken end præsterne og de ansatte. Men der er meget arbejde forbundet med at rekruttere, organisere, uddanne og fastholde frivillige. Jeg er kommet i Apostelkirken på Vesterbro  i mange år og har især fokuseret på det frivillige arbejde. Erfaringerne derfra håber jeg at kunne bruge i Hover og Grejsdal."
Den kommende sognepræst tiltræder officielt embedet 1. april, men indsættes først i Grejsdal Kirke søndag den 16. april. Først skal han dog ordineres. Det sker tirsdag den 14. marts kl. 19 i Haderslev Domkirke.