Nyt om navne
Nyheder

Fra Himmerland til Havnbjerg 

Robert Landeværn Ryholt, 50 år, flytter i starten af det nye år fra Himmerland til Havnbjerg. Han ventes indsat i embedet som sognepræst den 15. januar.

Robert Ryholt

Den kommende sognepræst i Havnbjerg, Robert Landeværn Ryholt, er med egne ord blevet "tryktestet" som præst. Ud over sit primære embede som sognepræst i to små sogne i Himmerland har han i otte år haft tjeneste som feltpræst ved Jyske Dragonregiment i Holstebro. Det sagde han farvel til for et år siden, men undervejs har han været udsendt to gange til Afghanistan.
”Det første, der stikker i øjnene, når man kommer ud, er alle forskellene. Med tiden lægger man mere mærke til alt det, der er det samme som i den almindelige præstegerning. Døden var tæt på, og vi var mange mennesker på meget lidt plads, men ellers handlede det om at dele vilkår og gå omkring blandt mennesker og støtte og velsigne og opmuntre. Så lærer man at tale med alle om hvad som helst og når som helst. En intens lektion i improvisation og menneskekundskab.”
Afghanistan gav også feltpræsten et forhold til diakoni:
"Jeg har nok sjældent før Afghanistan skænket diakonien blandt de klassiske præstelige discipliner meget opmærksomhed, men dér fik jeg øjnene op for, at diakoni bare er at træde til, finde løsninger og være med til alle de små opgaver, der er. "Mangler vi et køkken, så bygger vi et køkken."
Diakonien betyder også noget i hans nye sogn, Havnbjerg. Det glæder ham – men han kommer ikke med færdige løsninger på sognets diakoni:
"Jeg har lovet mig selv at stikke fingeren i jorden og bruge tid på at besøge folk og lære mennesker, sognet, historien, institutioner og foreninger at kende, og på at lytte med respekt i stedet for at proklamere, hvad jeg gerne vil. Der kan jo være andre end mig, der har gode ideer og projekter."   
Robert Ryholt flytter ind i præsteboligen i Havnbjerg sammen med hustru og de to yngste børn. Den ældste søn er flyttet hjemmefra, mens en søn på 17 år bliver i sin læreplads i Himmerland:
”Den er ikke sådan at flytte, men skolegangen undervejs kan han lægge i Sønderborg, så han flytter delvist med.” 
Robert Ryholt er uddannet i København, men har kun virket som præst vest for Storebælt:
”I København kommer man mange steder fra, og man bliver sjældent længe. Jeg vil være præst et sted, hvor folk har deres rødder.”