Aktuelt
Nyheder

Lukkedage, lukkede kirker og mobning på biskoppens dagsorden

"Jeg vil stærkt opfordre jer til ikke at blive fristet af lukkedage - og navnlig ikke om fredagen og lørdagen. Disse er de dage, hvor medlemmerne helst vil have tjenester, og vi kan komme til at nedbryde begravelsesskikke ved at være afvisende over for medlemmerne." 

Er det en katastrofe, at en ud af fire danskere ikke er medlem af folkekirken, eller er det positivt, at tre ud af fire er? Kirkeminister Mette Bock var ikke i tvivl, da hun som årets gæstetaler åbnede Landemodet 2017 i Haderslev Stift:
"Jeg fastholder den positive brille og synes, at det er fantastisk, at vi stadig er tre ud af fire, der holder af vores kirke, og som gerne vil have, at den er der, uanset om vi bruger den meget eller lidt."
Ministeren havde på forhånd lagt op til, at hun ville tale folkekirken op, og det løfte holdt hun. Hun tegnede billedet af en folkekirke, der ikke så let lader sig sætte på formel, selv om både ateister og journalister synes, at det er svært; en folkekirke, hvor der sker meget andet end gudstjenester og kirkelige handlinger, man skal bare huske at fortælle og forklare det; hvor der er høj professionalisme, også på kirkemusikken - og et troens fællesskab, "som står på et ganske solidt fundament."

I pausen talte kirkeminister Mette Bock med flere af landemodets deltagere, her Leif Nielsen fra Skrydstrup. Foto: Michael Tungelund

Da biskop Marianne Christiansen gik på podiet efter pausen, tog hun afsæt i den store reformationsfejring, der har præget og stadig præger både stift og sogne:
"Jeg tør allerede nu sige, at det er lykkedes at følge de spor, Niels Henrik Arendt og andre i sin tid lagde ud, for at reformationsfejringen skulle blive bred og folkelig og ikke kun en lukket kirkelig fest," hed det i biskoppens tale, og videre:
"Der er næppe det sogn, hvor Reformationens betydning ikke bliver vendt, og med den jo hele vores historie, samfund, politik, etik, kirke, kristendomsforståelse, kunst og musik" - med direkte henvisning til "det fantastiske mylder af arrangementer og begivenheder", som har præget stiftets sogne såvel som kirkelivet i Sydslesvig.
Men selv om Reformationen har fyldt meget, er der sket meget andet i hverdagen, siden biskoppen holdt landemodetalen i september 2016. Begravelsesskikke, mobning, lukkedage, låste kirkedøre og "Folkekirken i samfundet" var nogle af overskrifterne i henvendelsen til menighedsrådene, præster og medarbejdere i 2017.

(klik på det blå facebook-ikon for at se billederne -
biskoppens tale i uddrag følger nedenfor på denne side)

Biskoppens tale i uddrag:

Folkekirken i samfundet:
"Her i reformationsjubilæet er der grund til at glæde sig over den fornyede åbenhed, vi oplever i samspillet mellem folkekirken og samfundets øvrige institutioner. Der har nok i nogen år været – og er endnu – en vis berøringsangst over for det kirkelige, og i vore dage er religionsforskrækkelsen taget til: Er det farligt, når folk tror på Gud eller har en religiøs overbevisning, er islam farlig, er kristendommen, er jødedommen, hinduisme, og er der altid dømt konflikt mellem religionerne? Men netop forskrækkelsen for religion gør måske også, at det bliver åbenlyst, hvad folkekirken kan give – sammen med det centrale, at forkynde evangeliet. 
Min oplevelse er, at det bliver genopdaget, hvad folkekirken bidrager med til samfundet, oplysning og opbyggelse og fællesskab – ja, om man vil: sammenhængskraft. Det gælder både i oplysning og forståelse imellem religionerne og forståelse for, hvad religionsfrihed betyder. Her kan vi i Haderslev Stift glæde os over at bidrage med et projekt om trosfrihed, som sker i samarbejde med Folkekirkens asylsamarbejde. Og det gælder i det styrkede samarbejde med skolerne om undervisning og oplysning og musik, som rigtig mange præster, kirke- og kulturmedarbejdere og organister er involveret i sammen med hele skole-kirkesamarbejdet, og det sker også på det sociale område, det diakonale område, hvor folkekirken, som jo er tilstede i det mindste som i det største sogn, viser sig at være en meningsfuld partner for kommunen og det offentlige,  når det drejer sig om at skabe fællesskaber og støtte mennesker, der er kommet i klemme økonomisk, eller som føler sig isoleret. Og dertil kommer hele det bidrag til kulturen og samfundet, som ligger i musikken, sangens  betydning, som folkekirken er en Noas ark for, liturgien og alt, hvad der foregår i sognegårdene af samtaler, undervisning og foredrag.
Alt sammen er det sider af folkekirkens virksomhed, som springer ud af at være en evangelisk-luthersk kirke – i det danske samfund – for det betyder både at forholde sig til Gud – og at forholde sig til sit medmenneske, helt konkret. 

I maj var jeg så privilegeret at være en del af den danske delegation til Det lutherske Verdensforbund generalforsamling, som i anledning 500-året for Reformationen fandt sted i det af de lande på det afrikanske kontinent med størst befolkningsandel af lutherske kristne. Det gør et stort og opmuntrende indtryk at høre lutherske teologer fra hele kloden – Filippinerne, Argentina, Surinam, Kina, Island, USA, Papua Ny Guinea osv. osv. - udlægge teksten og overveje, hvordan vi er luthersk kirke i verden i dag, og blive mindet om, at vi er én kirke blandt mange. Til inspiration for os alle har Det Lutherske Verdensforbund sat overskrifter og temaer på reformationsfejringen, som jeg vil anbefale jer at se nærmere på. Hovedoverskriften er ”Liberated by God’s Grace – og undertemaerne, som så forstås som en udlægning af, hvad det vil sige, at vi er befriet, og hvilke opgaver det giver os: ”Salvation not for Sale; Human beings not for sale; Creation not for sale”. 
For vores hjemlige folkekirke er det stærke fokus på diakoni og handling , ikke mindst i forhold til voldsramte og undertrykte grupper, og i forhold til klima-retfærdighed, måske for nogen nyt og næsten stødende, fordi det ligner politisk stillingtagen.  Men sammenhængen mellem tro og handling er klar: Hvis vi tror, at vi er befriet af Guds nåde til at elske vor næste for næstens egen skyld, så må vi også forholde os til næstens nød – og der er meget nød i verden, der har sammenhæng med klimaforandringerne.

Jeg blev klogere i Namibia – og det vil jeg jo gerne dele med andre. I det hele taget er det måske nok en ide også for os i Danmark at vi forholder os til Verdensmålene – FN’s vedtagene verdensmål, der vækker håb for mange, og som også forener de forskellige trossamfund i en bestræbelse på at afhjælpe nød. En værdig reformationsmarkering. Og det er jo noget, vi kan gøre lokalt. Alle små skridt tæller, når I i menighedsrådene også har det som en del af jeres overvejelser og beslutninger: hvordan gør vi tingene bedst – ikke kun billigst, men også på langt sigt fornuftigt og bæredygtigt."



Dåb, medlemsskab og konfirmation:

"Vi har haft en del murren med tal i det forgangne år: Først hed det sig, at folk væltede ud af folkekirken; så opdagede man, at det gjorde de faktisk ikke, men at medlemstallet i folkekirken i virkeligheden var overraskende højt blandt ”gammeldanskere”. Så var der det med det drastisk faldende dåbstal, som satte en hel del initiativer i gang i forsøget på at vende udviklingen og få forældre til at døbe deres børn. Så viste det sig, at dåbstallet faktisk steg, og at det havde været en fejlberegning, ud fra befolkningen og ikke ud fra medlemmerne.
De nyeste tal viser desuden, at det høje udmeldelsestal, der fulgte i kølvandet på Ateistisk Selskabs Kampagne for udmeldelse af folkekirken, er slut, og man er tilbage på normalen. Så nu er der dejligt mange, der kan blive meldt ind igen. Tal kan fortælle mange ting, og i kan selv gå ind på Statistikbanken og se. En lille ting: antallet af unge mennesker, der bliver døbt i alderen 15 til 19 år, har ikke været højere i mindst 10 år. 

Dertil kom så, at det i det forløbne år rystede den danske verdenspresse, at så mange unge blev konfirmeret, og at en undersøgelse tilmed viste, at de unge ikke bliver konfirmeret for gavernes og pengenes skyld, men fordi undervisningen og konfirmationen betyder noget for dem.

Man kan mene, at det viser, at man ikke kan bruge tal til noget i forhold til det åndelige liv – men det viser også, at hvis man bruger tal, skal man sørge for at bruge dem rigtigt og læse dem rigtigt,  så vi ikke digter historier, der ikke svarer til virkeligheden. Vi må selv i folkekirken blive bedre til at forstå tallene, for journalister nu til dags har ikke tid til research og regnemaskine.

Som jeg læser tallene, svarer de til min fornemmelse: At folkekirken af de fleste af medlemmerne og af landets befolkning opleves som meningsfuld og som et fællesskab, de gerne bidrager til og føler sig hjemme i. Og nok så mange kampagner kan ikke hamle op med konkrete møde i sognet og samhørigheden mellem mennesker, der hvor I er.  

Som sagt bekræftede en undersøgelse det store og gode arbejder med konfirmationsundervisningen. De senere år har været præget af skolereformens ændrede betingelser for konfirmationsundervisningen. Det er umiddelbart mit indtryk, at undervisningen har fundet sit leje rundt omkring, bl.a. pga. den forsøgsordning, som vist de fleste af vores kommuner søgte at blive en del af med større fleksibilitet til følge. Hvad der til gengæld giver problemer er minikonfirmandundervisningen. De steder, hvor man først kan få børnene fra skole efter kl. 15.00, er det nærmest umuligt at få en minikonfirmandundervisning op at stå. 
Jeg vil opfordre jer til sammen med sognepræsten og kirke- og kulturmedarbejderne at overveje, hvordan I bedst giver et meningsfuldt undervisningstilbud til den aldersgruppe."

Begravelsesskik og – praksis:
"Begravelsesskikken og begravelseskulturen er central i vores kirke og i vores samfund. Den måde, vi begraver på, tolker ikke bare det enkelte menneskes og den enkelte families liv, men hele samfundets. Den måde, begravelser foregår i folkekirken, er præget af omsorg for den enkelte og den enkelte familie, værdighed, trøst, forkyndelse, musik og høj etisk og æstetisk standard både i det, bliver sagt og gjort, den måde man kommer i jorden eller ilden og asken på. Det mener jeg ikke, vi kan værdsætte nok.

Lige så glade, vi er for vores begravelsesskik, ligeså hurtigt kan den smuldre, bl.a. med inspiration syd fra, hvor en meget stor andel af begravelserne nu bare sker uden nogen form for ritual, hverken verdsligt eller åndeligt. Det er nok nemmere og billigere.

Tendenser i den retning kan spores også herhjemme: gravstedsvedligeholdelse er blevet dyrere, i nogen tilfælde også gravkastning. En hel del medlemmer oplever mindre fleksibilitet i folkekirken, og at det nogle steder f.eks. være svært at få en begravelse om lørdagen.

Jeg vil bede jer om at forholde jer til dette spørgsmål. Det har sammenhæng med, at menighedsrådene i de seneste år er blevet opfordret til, og også er lykkedes med at spare penge på funktionærstillingerne, således at det i en del sogne kun - i udgangspunktet - er muligt at holde kirkelige handlinger inden for en afgrænset tidsperiode, f.eks. mellem kl. 10 og 13 – eller begrænset af bestemte ”lukkedage”. Ganske vist skulle det være muligt at aftale indbyrdes dækning på tværs sognegrænserne – men det ser ikke alle steder ud til at være lykkedes. Summa summarum: Tidsrummet, hvor man som pårørende kan få en kirkelig handling, skrumper ind, og med den folkekirkens imødekommenhed.

Jeg vil stærkt opfordre jer til ikke at blive fristet af lukkedage – og navnlig ikke om fredagen og lørdagen. Disse dage er de dage, hvor medlemmerne helst vil havde tjenester, og vi kan komme til at nedbryde begravelsesskikkene ved at være afvisende over for medlemmerne. Det er ikke folkekirken, der lider skade, hvis begravelseskikkene ændrer sig til at gå uden om folkekirken – det er forkyndelsen og den trøst, som mennesker har allermest brug for over for døden, og det er relationen mellem sognepræst og medlemmer." 

Og nu vi er ved åbne kirker:
"Jeg vil opfordre jer til i videst muligt omfang at holde kirkerne åbne i dagtimerne. Og bruge fantasi på at løse de problemer, der kan være forbundet med det: Hvem skal åbne og lukke, hvad kan blive stjålet osv. De triste tilfælde af kirkeindbrud, vi har haft, er så vidt jeg er orienteret, sket ved indbrud om natten, og i dagtimerne kan man jo gemme det mest kostbare inventar af vejen. Folkekirkens bygninger er ikke bare de smukkeste og mest værdifulde bygninger i landet, som alle burde have adgang til – de er først og fremmest andagtsrum, og alle mennesker kan have brug for at sidde et øjeblik i kirken og tænke eller bede."

Mobning:
"I forsommeren udkom en rapport fra Oxford Research om mobning i folkekirken. Undersøgelsen var lavet blandt præster – men den er lavet på en måde, så man ikke kan skubbe resultaterne til side ved at mene, at præster er særligt følsomme eller nærtagende. Hvis man lavede den blandt ansatte og menighedsrådsmedlemmer, ville den sandsynligvis vise det samme, og det gør det ikke bedre. Den viste desværre, at 41 pct. har vært vidne til mobning inden for det seneste år – imod 27,4 pct. på den gennemsnitlige arbejdsplads. 25 pct. angiver selv at have været udsat for mobning på arbejdspladsen inden for det sidste år. 
Det triste er, at tendensen i folkekirken har været stigende, hvorimod den på det øvrige arbejdsmarked falder. Når der i undersøgelsen er spurgt til, hvem der mobber, angives menighedsrådet eller en præstekollega eller de øvrige ansatte. Så det er alle grupper.

Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at tage fat på problemet på mange forskellige måder, fordi der er tale om kulturændringer.  Og det vigtigste er måske at begynde i erkendelsen af, at mobning ikke må finde sted, og at der kan gøres noget ved det. Samme undersøgelse viser nemlig, at for mange ikke mener, at der kan gøres noget ved det.

Det andet vigtige er, at der mig bekendt ikke er nogen, der går ind i kirkeligt arbejde eller bliver præster med det formål at mobbe andre. Det er ganske afgjort, at den, der af en anden opleves som mobbende, oftest ikke selv mener, at han eller hun mobber: ”Det er jo bare for sjov, eller det er nu min måde a sige tingene på, osv.” 
Det er et enorm følsomt område og skamfuldt. Men eftersom ingen af os ønsker at leve med at der mobbes i folkekirken, vil jeg egentlig opfordre til, at vi alle tager fat i det små på at forebygge, at det sker: Tag emnet op i menighedsrådet og blandt de ansatte og find ud af, hvordan I egentlig oplever tonen og omgangsformen. Får vi hilst på hinanden, ser vi hinanden og omgås vi venligt og respektfuldt, ikke bare i egne øjne, men også i de andres? Samme undersøgelse viser, at hvis man oplever et tillidsfuldt samarbejde, så oplever man mindre mobning. Det siger nok sig selv. Men nogle gange er det måske ikke så meget, der skal til. Måske kan vi også nå frem til nogle fælles anbefalinger eller vejledninger – for vi er jo mange forskellige mennesker i folkekirken, og selvom det forekommer stift, kan der måske være brug for, at blive enige om visse Emma Gad-regler.

Jeg har i hvert fald én anbefaling - af erfaring: Pas på med mail og sms’er. Skriv aldrig nogensinde med store bogstaver eller udråbstegn. Og skriv aldrig, hvis I er irriterede eller vrede. Ring og bed om at mødes eller snakke sammen. Jeg tror, at meget ville være vundet, hvis vi ikke skulle frygte for at åbne mails eller sms’er, der måske er hårdere at læse end at afsende. 

Folkekirken lever af fællesskabet mellem de frivillige og de ansatte. Menighedsrådet er sognets valgte ledelse, men menighedsrådet kan ikke meget uden de ansatte, som er menighedsrådets hænder og fødder og fingre og munde. Og samtidig er menighedsrådet jo frivillige, som ikke kan have faglig indsigt på alle de områder, som de ansatte har det. Derfor er mit råd: Betragt aldrig hinanden som modspillere, men som indbyrdes afhængige. Som lemmer på det samme legeme, for nu at tale med Paulus, som taler om kirken som et legeme med mange forskellige lemmer. Nogle træffer afgørelser, og andre giver dem viden til at kunne gøre det og kræfter til at udføre arbejdet. Aktivitetsniveauet i folkekirken er steget astronomisk de sidste 10 år med undervisning, korsang, musik og samvær og socialt arbejde og nye måder at holde kirke og kirkegård på. Det kræver, at der er en tæt dialog mellem menighedsråd og ansatte, og at I deler jeres visioner for, hvad der er vigtigt og nødvendigt i folkekirken."

Taulov og Lyng kirkers børnekor sang med afsæt i Lutherrosen. Foto: Michael Tungelund

Reformationsfejringen:
"Til foråret, d. 17. marts, holder vi stiftsdag, som vi gør i Haderslev Stift hvert andet år – en dag til inspiration og glæde for menighedsråd og ansatte. Vi er i gang med at planlægge den, og hvilket tema kom frem som det vigtigste? Sangen og salmerne. Med dem er naturligvis ikke alt sagt om at være kirke, men nok alligevel en meget væsentlig del.

For også selvom man ikke synes, man kan synge, så er poesien og musikken det sprog, der taler bedst til både forstanden og hjertet. Og dermed er sagt noget væsentlig om forkyndelsen af, at Gud er blevet menneske – for det angår os på krop og sjæl, på forstand og følelser. Havde vi ikke fået andet med fra Reformationen og Luther end værdsættelsen af sangen, så var det alt rigeligt. Lad os bruge 500-året for Reformationen til at åbne munden og give sangene videre. 

Fejringen er jo langt fra slut. Tværtimod kulminerer den sidst i oktober, hvor vi i alle sogne fejrer reformationsgudstjeneste enten med festgudstjeneste søndag d. 29. oktober eller på selve reformationsdagen d. 31. oktober. Forslag til liturgi kommer til at ligge på stiftets hjemmeside. Jeg vil opfordre jer alle til at ringe med kirkeklokkerne et kvarter fra kl. 17.00 til 17

Dagens program: