Aktuelt
Nyheder

DR inviterer folkekirken til forpremiere på stort anlagt tv-serie 

"Herrens Veje" er et nyt dansk drama med Adam Price som hovedforfatter. Det sendes på DR1 fra søndag den 24. september, men allerede fem dage før, 19. september, inviterer DR Syd menighedsråd og stiftsråd til storskærm, forpremiere og debat i Sønderjyllandshallen i Aabenraa.

Allerede inden den nye dramaserie på DR1, "Herrens veje", har haft tv-premiere herhjemme, er serien blevet belønnet med to priser på en international tv-messe i Cannes, og flere udenlandske tv-stationer har vist interesse.
Serien, der har Adam Price som hovedforfatter, tager udgangspunkt i en præstefamilie i den danske folkekirke. Historien er inspireret af fortællingen om Kain og Abel, og i hovedrollerne ses Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen som forældrene med Simon Sears og Morten Hee Andersen i rollerne som de to voksne sønner.
Serien er et familiedrama, men arbejder også med trosbegrebet i en bredere sammenhæng:
"Som det, der leder vores vej igennem tilværelsen. Vækkelsen - når troen søger bolig i os, og fortabelsen – når troen forlader os – er seriens dramatiske yderpunkter og de ekstremer, som de fleste af hovedpersonerne gennemlever på deres rejse i "Herrens Veje", fortalte seriens producent, Camilla Hammerich, i forbindelse med at optagelserne startede. 
Se en trailer her.

DR Syd inviterer menighedsråd og stiftsråd til forpremiere og efterfølgende debat tirsdag den 19. september - fem dage før første afsnit bliver vist på tv. "Grib chancen for at tage på en udflugt med menighedsrådet og drag til Aabenraa den 19. september 2017. Vi viser første afsnit på storskærm i Sønderjyllandshallen kl. 19 og byder på vin og brød," hedder det i invitationen.
Anders Laugesen, kendt bl.a. fra radioprogrammet "Mennesker og tro", vil være ordstyrer. Derudover vil både biskop i Ribe Stift Elof Westergaard og en repræsentant for seriens producenter være til stede.
Læs her om detaljer og tilmelding.
Arrangementet er åbent for alle interesserede.

Adam Price er hovedforfatter på "Herrens Veje", der har forpremiere 19. september i Aabenraa. Foto: DR/Agnete Schlichtkrull. 

Premiere på tv:

Søndag den 24. september kl. 20. Første sæson er på 10 afsnit - anden sæson bringes i efteråret 2018.