Aktuelt
Nyheder

Biskoppen byder "de nye" til åbent hus

Bispegården slår to eftermiddage i april dørene op for nyansatte kirkefunktionærer, nyvalgte medlemmer af Kirkerådet i Sydslesvig og alle nyvalgte medlemmer af menighedsrådene i Haderslev Stift.

Biskop Marianne Christiansen i bispegårdens have

Selv om folkekirken både er en enhed og et stort fællesskab, kan det godt være svært at danne sig overblik over, hvem der gør hvad, og hvor menighedsrådene kan få råd og vejledning i forhold til bestemte emner. Hvad rådgiver de f.eks. om på stiftsadministrationen, og hvad kan sognet bruge stiftets medarbejdere til?
Derfor inviterer biskop Marianne Christiansen nu alle nye medlemmer af stiftets menighedsråd til åbent hus i bispegården i Haderslev. Invitationen gælder ud over de nye i menighedsrådene alle nye medlemmer af Kirkerådet i Sydslesvig og alle nyansatte kirkefunktionærer i Haderslev Stift.
Det åbne hus afvikles over to dage. Onsdag den 19. april kl. 15.30-17.30 er der åbent hus fortrinsvis for rådsmedlemmer og kirkefunktionærer fra Hedensted, Vejle, Fredericia og Kolding provstier. Torsdag den 20. april kl. 15.30-17.30 er der åbent hus fortrinsvis for rådsmedlemmer og kirkefunktionærer fra Sønderborg og Aabenraa provstier, Haderslev Domprovsti samt Kirkerådet i Sydslesvig.
Begge dage er tilrettelagt, så der først bliver budt velkommen ved stiftets kontorchef i kantinen på Ribe Landevej 35. Det sker kl. 15.30.
Frem til 16.30 vil der være mulighed for at møde stiftsadministrationens personale i kontorerne både på Ribe Landevej 35 og Ribe Landevej 37.
Kl. 16.30 byder biskoppen velkommen i den officielle del af bispegården, hvor hun vil fortælle om stiftets historie og biskoppens opgaver.
Herefter vil dagens gæster have lejlighed til at se videre på lokalerne, tale sammen og spørge.
Kl. 17.15 trækker biskoppen vinderen af en tip-en-13'er, som deltagerne har haft mulighed for at besvare i løbet af dagen. 
Arrangementet slutter kl. 17.30.
Undervejs bliver der også mulighed for at gå en tur i bispegårdens smukke have.
De enkelte sogne bedes senest 11. april tilmelde alle deltagere fra de enkelte råd og gruppen af ansatte. Det må gerne ske koordineret, således der kommer én samlet tilmelding pr. sogn.
Tilmelding kan ske her